Filsystem

Brugerniveau: Begynder
Forudgående kendskaber: Det anbefales at have gennemgået Kom igang med terminalen
Nødvendig software: Et Linux system

Denne guide har til formål, at forklare, hvordan filstrukturen er bygget op i Linux.

Filsystemet
Vi kan starte blødt, med at åbne en terminal og liste indholdet af /

ls /

[Eks. 1.1] Roden af filstrukturen

/bin

Denne mappe indeholder de programmer, som alle brugerne på systemet kan anvende. Bin er en forkortelse for Binary, hvilket angiver at mappen indeholde binære filer, som kan eksekveres som kommandoer.

/sbin
I sammenligning med bin, er sbin næsten identisk. Den indeholder også programmer. Forskellen mellem de to er, at programmerne i sbin, er reserveret til kun at kunne udføres af systemets administrator: root.

/etc
Her ligger alle de forskellige programmers indstillinger i form af tekstfiler.

/dev

Dev er en forkortelse af Device (enhed). En fil i denne mappe, er systemets repræsentation af en fysisk installeret enhed. En harddisk er f.eks. defineret som /dev/sda. Andre eksempler på enheder kan være /dev/eth, som er din netværksport og /dev/usb, som er dine usb-enheder.

/proc
Denne mappe er lidt speciel i forhold til de andre. Den indeholder oplysninger om de kørende processer på systemet. Her kan andre programmer aflæse status på forskellige ting, f.eks. peger /proc/uptime på hvor længe systemet har været i gang siden computeren sidst blev tændt eller genstartet.

/var

Variable filer. Her ligger filer, som er beregnet til at vokse. /var/log/ indeholder systemets logfiler, som man kan gå igennem for evt. at finde forklaringer på forskellige programmers opførsel. Andre mapper i /var indeholder systemets interne mailsystem, printerfiler (sendt mellem system og printer), og mange andre typer variable data.

/tmp

Her ligger filer, som kun skal anvendes midlertidig, hvilket også fremgår af navnet: tmp -> temporary (midlertidig). Filer, som ligger her, bliver slettet når computeren enten bliver genstartet eller slukket.

/usr

Usr mappen er beregnet til installerede programmer, som ikke er en del af det originale installerede system. /usr/bin indeholder samme type filer som /bin/, men indeholder programmer, som brugeren har installeret senere. /usr/sbin indeholder samme slags filer, men disse er adgangsbegrænsede til kun administratoren (root), har adgang til at køre dem.
/usr/lib indeholde biblioteker til de forskellige programmer. Et bibliotek er en slags forlængelse af et program, og indeholder funktioner og metoder, som forskellige programmer kan deles om. De kan betragtes, som .dll filer i Windows.

/home

Home-mappen, er grundmappen for hver enkelt brugers private område på systemet. For hver bruger, oprettet i systemet, findes der en mappe i /home/ some tilhører den pågældende bruger. Undtagelserne er virtuelle brugere og root. Det kommer jeg ind på senere.

Hver brugers mappe indeholder filer, som er specifikke for den enkelte bruger, som f.eks. personlige indstillinger til et program. Det er også her brugerens filer (dokumenter, billeder osv.) bliver gemt.

/boot

Her ligger filer, relateret til systemets opstart, det er den første mappe, systemet kigger i, når det starter op for at finde beksrivelsen af det system, der skal startes.

/lib

Lib er ligesom /usr/lib/ beregnet til at gemme programforlængelser, biblioteker. /lib/ er specifikt tilknyttet programmer, som findes i /bin/ og /sbin/.

/opt

Opt står for optional (valgfrit). Her lægges oftest udvidelser, plugins eller andet tilføjet software. 

/mnt

Mount, er stedet hvor administratoren kan vælge at integrere andre filsystemer, det kan f.eks. være i form af en intern eller ekstern harddisk.

/media

Her integrerer man midlertidige filsystemer, som CD-drev, DVD-drev eller USB-Flash drev.

Filtyper
Linux har ingen generel navngivningsprotokol for filtyper, en tekstfil behøver ikke at hedde .txt eller .doc i slutningen. Det samme gælder andre slags filer, som filmklip og billeder. Dog benytter mange programmer i Linux sig af filendelser, for at brugeren nemmere kan skelne mellem filerne.
For at kende forskel på filerne, kigger programmerne ofte på hvad der står i starten af filen, når man åbner den (ikke filnavnet, men selve indholdet).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar